19. feb 2022

Brug din tid på ikke at spilde andres tid

I det her blogindlæg får du serveret vores bedste tips til, hvordan du selv kan undgå at lave alt for lange og ufokuserede videoer, så du har dine seeres fulde opmærksomhed fra start til slut.

Jump cuts

Du har sikkert set en video, som har været alt for lang, og hvor du føler, at du mistede tråden inden du nåede slutningen. Eller at du nåede slutningen, men simpelthen ikke er i stand til at huske, hvad videoen handlede om. Her havde brug af jump cuts været genialt.

Jump cut er en hurtig og simpel klippeteknik, hvor man laver et klip i tidslinjen og skærer alt det overflødige fra. Jump cut er et redskab (hvis anvendt godt) kan vinkle det udtryk, der passer til videoen.

Ønsker du at være mere tydelig i din udtale? Ønsker du at bruge humor som virkemiddel? Eller ønsker du noget helt tredje? Så er jump cuts helt sikkert en nyttig teknik

Er du ikke helt sikker på, hvornår man skal bruge jump cuts? Her er tre tips til, hvornår det giver mening at bruge jump cut.

Tip 1: Når du mister tråden

Selv hvis du har brugt krudt på at lave det store, forkromede og gennemarbejdede videomanus, så er det ganske naturligt at miste tråden, undervejs, når du optager video. Du glemmer muligvis, hvad du skal sige, eller du glemmer at kigge direkte i kameraet.

Der er selvfølgelig mange måder at fikse det, når du sidder og klipper din video, men en let og simpel måde vil være at lave et jump cut. Med et jump cut klipper du lige dér, hvor der er en uskarp bid.

Hvis du f.eks. gerne vil fremstå mere skarp og velformuleret, så klipper du på din tidslinje lige inden og lige efter du har lavet din tanketorsk. Det har to fordele. Først og fremmest bliver klippet kortere og klarere. Men du fremstår også mere klar i spyttet, mere professionel.

Tip 2: Talefejl og dårlig artikulation

Et andet typisk scenarie, der kan klippes væk, er talefejl. Eller hvis udtalen ikke er helt tydelig nok. Så fiks det med et jump cut. Du optager bare den lille bid igen, indtil du synes, at din udtale er mere eller mindre perfekt og klipper det til efterfølgende, så du lyder mere velformuleret og tydelig i din udtale.

Tip 3: Zoom ind for at skjule dit klip

Vil du gerne skjule dit jump cut en smule? Så kan du altid zoome lidt ind ved selve klippet. Du kan f.eks. zoome ind til 120%, som giver seeren indtrykket af, at der er flere kameravinkler i spil.

Ved at du zoomer ind giver det dig også muligheden for at skjule dit næste jump cut ved at zoome ud igen til den originale afstand.

Som du nok kan fornemme, er jump cut et fremragende værktøj at kunne, men som alle klippetekniske metoder bør det bruges med måde. Hvis du jump cutter hele tiden vil det virke forstyrrende, stressende og bare helt vildt irriterende.
Og er jump cuts ikke lige dig, følger her en række tips til flere måder at klippe på.

Husk: behold gerne enkelte tænkepauser og fraklip

Når vi taler almindeligt, bruger vi helt naturligt tænkepauser. Derfor kommer det også hurtigt til at virke meget poleret, hvis der slet ingen tænkepauser er. Føler du, at slutresultater virker en smule for poleret, så behold nogle enkelte tænkepauser. Ved at bruge et par bevidste tænkepauser strategisk vil du virke mere personlig, men samtidigt holde dine seere fokuseret.

Som sagt kan det være godt og autentisk med tænkepauser, men aaaaaaaalt for mange tænkepauser og kaffeslurke kan til gengæld få dig til at fremstå ufokuseret og bidrage til at din seer til sidst skipper resten af din video. Du kan også sagtens vælge at bibeholde dine fraklip, som vil give din video et lidt mere personligt og humoristisk udtryk. Det afhænger dog helt af, hvordan du gerne vil fremstå overfor din seere, så husk altid at have dit image i tankerne, når du redigerer dine videoer.

Er du Youtuber kan humor sagtens være vejen frem og give rigtig god mening beholde nogle fraklip. Men coacher du fx ledere og CEO’s og ønsker at dine videoer afspejler det, kan det godt være en god idé at fjerne alt der hedder tænkepauser, kaffetårer og talefejl for at fremstå mere seriøs.

Vil du gerne gå den kunstneriske, kreative vej, så er en af vores andre professionelle klippeteknikker (montage) måske mere dig.

Hvis du føler at jump cuts er lidt for brutalt og ikke rigtig giver det ønskede udtryk, så er der måder at skjule det på, som samtidigt kan få dig til at virke mere professionel i din redigering.

Andre måder at klippe professionelt på

Når vi laver videoproduktion for kunder bruger vi også andre tekniske midler til at gøre videoerne knivskarpe. Faktisk bruger vi mest dækbilleder, flere kameravinkler eller grafikker til at skjule et klip. Det er klart, det er naturligvis nogle stilistiske virkemidler, der kræver mere tid og flere ressourcer.

Hvis du stadig mangler en smule inspiration til, hvordan du skal klippe dine videoer, så læs videre her, hvor vi introducerer flere filmiske klippeteknikker.

Kontinuitetsklip

Bliver du skræmt bare af titlen? Frygt ej, med lidt øvelse vil det være oplagt at tilføje til dit arsenal af klippeteknikker.

Denne klippeteknik betyder egentligt bare at man klipper, så der skabes et forsat flow, hvor handlingstråden ikke bliver brudt. Med andre ord vil det sige, at det handler om at skabe sammenhæng mellem klippene, så handlingsforløbet fremgår klart og tydeligt for seeren.

Man vil altid gerne som seer kunne leve sig ind i fortællingen og relatere mere til emnet eller personen som de ser. Der er derfor man kan anvende kontinuitetsklip til ”skjule” klippene. Hvis du er lidt i tvivl, om hvornår du kan anvende teknikken, så er det også helt forståeligt, men for at gøre det lidt mere håndgribeligt, har vi lavet en lille liste af tidspunkter, hvor det vil give mening at bruge denne klippeteknik.

Klippe på bevægelse

At klippe på bevægelse handler om, at man matcher bevægelser op, så de naturligt forsættes uden at springe i tid eller gentage sig.

Klippe på blikretning

Klippe på blikretning betyder simpelthen, at vi klipper fra en indstilling af en karakter, der ser noget, til en indstilling af det din karakter ser på. Mere konkret betyder det, at kameraet skal være placeret i karakterens sted, så vi ”ser med karakterens øjne” (POV shot).

Det er også en teknik, der ofte bliver anvendt i film til at lave tydelige årsag/virkning sammenhænge. Det vil sige, at hvis noget sker i klip 1, som er årsagen til det, vi ser ske i klip 2. Et eksempel kan fx være: Klip 1: Mand cykler ind i lygtepæl -> Klip 2: Mand og cykel ligger på asfalten.

Giver det mening? Ellers anbefaler vi, at du bruger et par minutter for at se denne scene fra Pulp Fiction, som tydeligt viser, hvordan du kan anvende kontinuitetsklip.
https://youtu.be/Jomr9SAjcyw

Montage

Den næste teknik er montage. Dog med det forbehold at montage ikke er en decideret klippeteknik – mere en måde man kan klippe en række klip sammen. På sammen måde kan man også lave flere forskellige slags montager. Fx den tematiske montage, den etablerende montage og den elliptiske montage.

Den tematiske montage

Montage betyder kortfattet at sammensætte (montere) udvalgte billeder i en særlig rækkefølge, så billederne til sammen giver en bestemt stemning eller indblik i et bestemt miljø.

Det kan f.eks. være i forbindelse med en westerns begyndelse. Først ser vi ørkenen, et firben på en varm sten, en kaktus, herefter en solnedgang og en busk, der blæser over gruset.

Den etablerende montage

Den etablerende montage minder meget om den tematiske, som også er en række sammensatte billeder, der giver et bestemt udtryk til seeren.

Den etablerende montage er, når man tager en række billeder af et område, så man kan etablere et mere håndgribeligt område for seeren.

Ved eks. at præsentere en række billeder fra forskellige vinkler af en kampzone, inden kampen begynder, får seeren en bedre forståelse for de kommende scener.

Den elliptiske montage

Den elliptiske montage bruges til at forkorte filmens tid ift. den faktiske tid. Det gør man, fordi det er filmens fortælling vi skal se, og ikke hele filmens verden. Det ville fx være dræbende kedeligt at følge en karakter på hele hans 12 timer lange flyvetur fra London til New York. Derfor bruger vi den elliptiske montage: vi ser ham gå om bord, dernæst frihedsgudinden og til sidst karakteren stige ind i en gul taxi, og så forstår vi godt, at han nu er i New York.

Man kan sige, at den elliptiske montage klipper i filmens tid, men ikke dens fortælling. Elliptisk klip bruges på samme måde når karakterer skal op og ned ad trapper, køre fra punkt A til B i bil/på cykel/i løb osv.

Det er nok denne montage type, som vil være mest relevant til reklamefilm. Reklamefilm er som udgangspunkt korte, så vi vil naturligvis gerne sige så meget som muligt på kort tid, så dine seere ikke mister tråden inden de når slutningen.

Opsummering

  • Når du klipper din video, er det vigtigt, at du gør det let for dine seere at holde tråden igennem hele videoen. Her er klippeteknikker en god hjælp.
  • En let og hurtig klippeteknik, som man ikke behøver så meget tekniske kunnen for er jump cuts.
  • Jump cuts er hvor du klipper alt det unødvendige væk, så dine seere får indtrykket af, at du er direkte velformuleret og professionel.
  • Man behøver ikke at klippe alt væk, men klipper alt det væk, som man selv synes er unødvendigt. Det giver måske sig selv, men sådan noget som tænkepauser og fraklip kan godt doseres ift. ens brand.
  • Hvis jump cuts ikke lige er noget for dig, så er der masser af andre tekniske klippemidler. I stedet for at bruge tydelige jump cuts kan du bruge dækbilleder, andre kameravinkler eller grafikker til at skjule dine klip. Og ønsker du at tage dine klippeteknikker til det næste niveau, så er der også masser af måder at gøre det på.
  • Du kan bruge kontinuitetsklip, som gør, at seeren lettere kan leve sig ind i videoen.
  • Der er også montager som kort sagt betyder at sammensætte (montere) udvalgte billeder i en særlig rækkefølge, så billederne til sammen giver en bestemt stemning eller udtryk.

Har du bøvlet længe nok selv med at lave en god video? Og vil du bare gerne bare have noget, der spiller? Så hjælper vi dig gerne. Giv os et kald eller skriv en besked, hvis du vil høre mere om video til din virksomhed.